Jeg modtog en invitation af Dansk El Forbund, som havde arrangeret en studietur til det Tyske atomkraftværk i Blibis samt et besøg på ”light & building” messen i Frankfurt. Jeg takkede straks ja, og fik en af de eftertragtede pladser.

Så efter en lang køretur ned gennem Tyskland, ankom vi til Blibis en tidlig fredag morgen, hvor vi blev modtaget af Dr. Müller og hans personale i besøgscenteret (som ligger nogle hundrede meter væk fra a-kraftværket). Programmet for besøget blev præsenteret, en introduktion til kernekraft efterfulgt at en teknisk gennemgang af Blibis A, og til sidst en omvisning på anlægget.

Jeg må lige starte med lidt baggrundsstof om kernekraft i Tyskland, som er blevet radikalt ændret i forhold til tidligere tiders energiplanlægning. (læs, før 11. august 2011)

Efter den meget voldsomme kernekraft ulykke i Fukushima, den 11. marts 2011 skete der en markant ændring af den Tyske energipolitik. Den Tyske forbundsdag vedtog over natten, at lukke alle 17 Tyske kernekraftværker inden udgangen af 2022. De besluttede ligeledes, at lukke de 8 ældste atomkraftværker med det samme, deriblandt Blibis, som var mål for vores studietur. Blibis A og Blibis B er opført i henholdsvis 1974 og 1976. Det var på idriftsættelsestidspunktet det største atomkraftværk i verden, og en milepæl indenfor el produktion, med en samlet netto produktion på 2394 Mw. Værket er ejet og drevet af RWE Power AG.

Under den tekniske gennemgang af reaktortypen, gentog Dr. Müller flere gange, at det uheld verdenen har været vidne til i Japan på ingen måder kunne gentage sig på et Tysk atomkraftværk. Uden at rode mig ud i nogle lange tekniske forklaringer her, så kan jeg godt sige at Hr. Dr. Müller på ingen måde var imponeret over sikkerheden, på den type reaktor som de havde i Fukushima. Det er da også tankevækkende, at et så højt teknologiske samfund som det japanske ikke har været i stand til gennemskue de katastrofale mangler ved netop denne reaktortype… eller rettere sagt, så har de nok kendt til dem, men de har ikke taget deres forholdsregler, for at forbygge det der ikke måtte kunne ske. Men det må stå for egen regning!

På trods af, at atomkraftværket i Blibis ikke har været aktivt de seneste 6 måneder som følge at lukningen, var det på ingen måde at spore, hverken på sikkerhedsniveauet eller antallet at tomme parkeringspladser på ”medarbejder parkeringspladsen”. Selvom atomkraftværket er ”lukket”, så skal det tilbageværende atombrændsel køles ned over en periode på ca. 3 år. Derefter har brændslet en tilpas lav temperatur, så det er muligt at transportere det til Sellafield i England, da Tyskland ikke har noget anlæg til oparbejdning af atom affald, mere om det en anden gang.

Nu var turen endelig kommet til rundvisningen på værket. Men først skulle vi sikkerhedsgodkendes, hvilket var en begivenhed i sig selv. Vi blev frataget vores mobiltelefoner og kameraer, derefter blev vores pas gennemgået meget nøje, og som rosinen i pølseenden, så skulle vore underbenklæder gennemlyses som vi kender det fra lufthavnen. Endelig gennem nåleøjet, og velkommen til de hellige haller.

Vores gruppe blev eskorteret af to pistol bevæbnet G4S-vagter, så vi var i trygge hænder.  Desværre var rundvisningen noget af et antiklimaks, da det eneste vi måtte se var turbinehallen…. og den kunne vi lige så godt have set på Avedøreværket, da der ikke rigtig er nogen forskel at spore, desværre! Så efter 3 timer var besøget slut.

Alt i alt var det et meget interessant besøg, som jeg ikke vil være foruden. Med skuffelsen over rundvisningen har ikke rigtig lagt sig endnu, men set i lyset af alverdens terrorisme, så skal jeg nok bare være glad for at have været på den anden side af ”hegnet” til et rigtigt atomkraftværk.

Spørgsmålet er så, skal vi have atomkraft i Danmark? Jeg syntes ikke min holdning til a-kraft har ændret sig efter mit besøg på Blibis. Jeg syntes stadigvæk at Danmark skal undersøg mulighederne for atomkraft på Dansk jord, så jeg er stadig tilhænger af atomkraft. Hvis du er i tvivl så klik her…